Liberté – Egalité – Fraternité
Kære 8. klasse
Inden vi forlader Frankrig og bevæger os hjem til Danmark, vil vi lige kort se på, hvad det var for nogle nye tanker om Liberté, Egalité og Fraternité, der dukkede op i Oplysningstiden henover 1700-tallet. Tanker som blandt andet var med til at sætte gang i den franske revolution.
I Frankrig var der tre herrer, hvis tanker og ideer om frihed, lighed og broderskab fik stor indflydelse på samfundsudviklingen:
Montesquieu:

Baron de Montesquieu (1689-1755) var dommer, og han var begejstret over, hvordan magten i England var delt mellem konge, parlament og domstole. Denne tredeling af magten i en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt ville modvirke misbrug af magten, mente han. Disse tanker kan man i øvrigt se i næsten uændret form i USAs grundlov fra 1787.
Han sagde også, at kongen bør have den udøvende magt, fordi der indenfor dette felt næsten altid er behov for øjeblikkelig handling, og det er bedre, og det gøres af én end af mange, modsat lovgivningen, som ofte bedre bestemmes af mange end af en enkelt.
Voltaire

Francois Voltaire (1694 – 1778) var en velhavende købmandssøn, der udviklede sig til noget af en vittig hund og en samfundskritisk spradebasse.
Som filosof og skribent gjorde han grin med konge, adel og kirke, og folket elskede hans kritiske men humoristiske skriverier, der fik alle til at le af autoriteterne. I 1717 tilbragte Voltaire 11 måneder i Bastillen på grund af et skrift, der var stærkt kritisk over for enevælden. Han anbefalede, at man skulle have oplyst monarki, hvor kongen blev rådgivet af filosoffer, som Voltaire selv. Voltaire så fornuft, frihed, retfærdighed og tolerance som nødvendige for at skabe sociale og politiske fremskridt i Frankrig. Voltaire citeres for at have sagt:” Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det“.
Rousseau:

Jean Jaques Rousseau (1712 – 1778) var en schweizisk-fransk filosof og forfatter, der skrev om menneskets naturgivne rettigheder, som hverken konge eller kirke kunne tage fra det. Han skrev også, at det ikke var naturligt, at konger og adel fødtes med særlige rettigheder og privilegier, og dét, der ikke var naturligt, det var forkert. Rousseaus bøger blev læst både i Europa og i Amerika og hjalp folk til at se med nye øjne på dén måde, landene blev styret på. I øvrigt var det Rousseau, der ‘opfandt’ barndommen, han mente at børn skulle opdrages meget friere og have lov til at lære af både fornuften og naturen.
Dagens opgaver:
- Zoom kl. 9
- Skriv en tekst om, hvordan Ludvig d.16. endte med at blive den sidste enevældige konge i Frankrig
- Tegn en tegning af Ludvig d.16. eller Marie Antoinette på skafottet
- Se de to små videoer herunder fra vores Havnerundgang i onsdags
- Vi mødes på Zoom kl. 11
- Husk at tysklektier til næste uge er s. 28 – 31, alle opgaver
Og se lige dette uddrag fra Menneskerettighedserklæringen fra 1789:
D. 26. august 1789 var vedtagelsen af menneskerettighedserklæringen, som skulle forene landets befolkning. Nøgleordene er frihed, lighed, retssikkerhed, ejendomsret og ret til modstand mod undertrykkelse. Gælder ikke kvinder …
Rigtig god weekend!
Kærlig hilsen Merethe






