Kongerøgelse
Kære 8. klasse
Tusind tak for en dejlig vandretur til Sluseholmen i går! Det var skønt at se Jer springe afsted, og jeg glæder mig virkelig til, at vi efter påskeferien igen skal ses på Vidarskolen. Men inden da skal vi lige have landet vores historieperiode, og som en festlig og flot finale ender vi med at se seks af Danmarks otte enevældige konger efter i de kongelige sømme. Her på dagens blog kan I læse lidt kulørt information om hver enkelt af disse otte konger (venligst tusind tak til danmarkshistorien) og som I kan se, har hver gruppe fået tildelt en konge at skrive om.
Frederik d. 3.
Frederik havde modtaget en god uddannelse med ophold på Sorø Akademi 1624-26 samt i Holland og Frankrig 1629-30. Han interesserede sig levende for teologi og naturvidenskaber, men også for nordisk oldkyndighed og statsret, og han efterlader indtrykket af en velbegavet og lærd person, hvis boglige interesser afspejlede sig i en stor bogsamling, der blev grundlaget for Det Kgl. Bibliotek. I modsætning til sin livsglade, udadvendte hustru, Sophie Amalie, var Frederik en indesluttet natur, der sjældent betroede sig til papiret. Da han døde i en alder af 60 år, havde han i vid udstrækning konsolideret enevælden.
Christian d. 5.
Christian d. 5. var umiddelbar og godmodig uden faderens hang til grubleri og hemmelighedskræmmeri. Han var i besiddelse af megen sund fornuft og desuden et flittigt og samvittighedsfuldt menneske, som tog kongegerningen yderst alvorligt, selvom hans naturlige tilbøjeligheder snarere gik i retning af det raske friluftsliv. Den jævne folkelighed, der prægede hans færden, gjorde ham til en af de mest populære konger i enevældens kongerække.

Frederik d. 4. – Altocumulus
Frederik d. 4., som i sit testamente fra 1723 advarede kronprinsen mod at vælge rådgivere blandt den gamle adel, var en af de konger, der kom tættest på at realisere Kongelovens ideal om personlig kongelig enevælde. Undertiden kunne han dog have tendens til at lade omhuen for de administrative detaljer overskygge storpolitikken. Frederiks uddannelsesmæssige baggrund var ringe, men han bestræbte sig flittigt på selv at lede statens styrelse. Han lagde således vægt på personligt at udnævne embedsmænd og indførte en ugentlig audienstid, hvor enhver undersåt kunne indgive sine ønsker eller klagemål. Hans regeringstid var præget af krig.

Christian d. 6. – Cirrus
Christian d. 6.var konge af Danmark fra 1730 og gift med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Christian havde i løbet af sin opvækst haft et dårligt forhold til faderen pga. faderens elskerinde, den senere dronning Anna Sophie. Christian var af natur kejtet og usikker. På trods af dette eller måske netop derfor var han sig i høj grad sin kongelige enevoldsmagt bevidst. Han gik således samvittigshedsfuldt og med uhyre flid op i regeringssagerne og skilte sig af med flere højtstående, men for selvbevidste ministre. Også de kostbare byggerier af slottene Christiansborg og Hørsholm (Hirschholm) tjente til at demonstrere kongemagtens ophøjethed.

Frederik d. 5. – Nimbostratus
Frederik d. 5. blev gift i 1743 med prinsesse Louise af England. Parret fik fire børn, heriblandt den senere Christian 7., og opnåede stor popularitet takket være Louises ukomplicerede væsen og opblomstringen af forlystelseslivet efter den pietistiske periode under Christian d. 6. Selvom han på maleriet fremstår stærk og imponerende, var han svag og uselvstændig og havde fået en mangelfuld uddannelse. Magten lå hos medlemmerne af Gehejmekonseilet, bl.a. J.H.E. Bernstorff og især overhofmarskal A.G. Moltke, og for at undgå skandale måtte Moltke dække over kongens drikkeri og voldelige seksualitet. Så takket være disse to fyrstetjenere fungerede staten alligevel, selvom Frederik d. 5. ikke personligt evnede at udøve sin enevældige magt.

Christian d. 7. – Cumulonimbus
Christian d. 7., konge af Danmark fra 1766, var gift med Caroline Mathilde af England. Christian d. 7.s opdragelse var overladt til grev Ditlev Reventlow, hvis pædagogiske metoder, moraliseren, skænd og prygl, var lidet egnede for den unge prins Christians sarte og nervøse gemyt. Han gjorde et forvirret og uselvstændigt indtryk og var derfor højst uegnet, da han som 16-årig i 1766 besteg tronen. Ved hoffet regnede man Christian d. 7.s særheder for ungdommelige griller, der ville gå over med alderen. Derfor fremskyndte man i 1766 vielsen til hans engelske kusine, prinsesse Caroline Mathilde, der i 1768 fødte ham kronprins Frederik (6.). I 1771 fødtes Louise Augusta som resultat af dronningens forhold til Struensee. Dette forhold førte til ægteskabets opløsning i 1772. Christian d. 7.s valgsprog: Kærlighed til fædrelandet er min ære
Frederik d. 6. – Cumulus
Frederik d. 6., konge af Danmark 1808-39 og Norge 1808-14; søn af Christian d. 7. og Caroline Mathilde, blev gift i 1790 med Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel. Fire år gammel mistede Frederik forbindelsen med moderen, og til den sindssyge far fik han aldrig noget forhold. Hans opdragelse var i hænderne på andre, først Struensee, der med held søgte at hærde den svagelige dreng. Trods en ringe uddannelse trådte Frederik med overraskende modenhed ind i dansk historie, da han ved statsrådsmødet den 14.4.1784 gennemførte det længe forberedte statskup, der banede vej for den Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds og gjorde den unge kronprins til kongemagtens legitime repræsentant. Frederik d. 6.s valgsprog: Gud og den retfærdige sag
Christian d. 8. – Orkan
Christian d. 8. (som prins kaldt Christian Frederik) var en halvbror til Christian d. 7. Da Frederik d. 6. ikke efterlod sig sønner, var arveprinsens søn, Christian Frederik, ifølge kongeloven arving til tronen, som han besteg i 1839 som Christian d. 8. Hans regeringstid blev præget af problemerne med helstaten og af diskussionerne om en fri forfatning. I sit første ægteskab indgået 1806 med kusinen Charlotte Frederikke blev prinsen i 1808 far til sønnen Frederik, den senere Frederik d. 7. Ægteskabet blev ophævet i 1809 på grund af Charlotte Frederikkes utroskab med komponisten Édouard Du Puy, og hun kom ikke siden til at indgå i Frederiks opdragelse eller familieforhold. Christian d. 8.s valgsprog: Gud og fædrelandet
Ja, nu har vi set nok konger, så her er istedet Christian d. 8.s dronning Charlotte Frederikke
Og her kan I se noget af alt det, der foregik i 1700-tallet i Danmark:
1709 -20 Danmark går ind i store nordiske krig mod Sverige
1722 Grønnegadeteateret, det første danske teater, åbnes
1728 Storbrand i København, 40 % af byens huse og bygninger ligger i ruiner
1730 Frederik d. 4. dør og Christian d. 6. bliver konge
1733 Stavnsbåndet indføres – Danmark køber den tredje og sidste vestindiske ø, Skt Croix
1746 Christian d. 6. dør og efterfølges af Frederik d. 5.
1749 Berlingske Tidende udkommer for første gang
1749 – 60 Frederiksstaden med Marmorkirken og Amalienborg anlægges
1754 Det Kgl. Kunstakademi oprettes
1757 Danmarks første hospital indvies i København
1766 Frederik d. 5. dør og efterfølges af Christian d. 7.
1769 Den tyske J.F. Struensee bliver ansat som kongehusets livlæge
1770 – 71 Struensee bliver dronning Caroline Mathildes elsker
1770 – 71 Statsrådet nedlægges på grund af Christian d. 7.s sindsygdom, Struensee bliver kabinetsminister og får stor magt
1772 Der gennemføres et kup mod Struensee, han bliver henrettet ,og dronning Caroline Mathilde bliver landsforvist
1775 – 1807 Landbo-reformer, hvor næsten alle danske landsbyers jord bliver fordelt mellem bønderne, nogle gårde flyttes udenfor landsbyen med egen jord, og halvdelen af fæstebønderne køber sig fri
1788 Stavnsbåndet ophæves
1791 Blaagaard Seminarium oprettes som det første seminarium i Danmark
1792 Handel med slaver forbydes, både i Danmark og i kolonierne (fra 1803)
1795 Endnu en storbrand i København
Dagens opgaver:
- Zoom kl. 9
- Gå ind i Jeres grupper på Teams og lav research på den konge I har fået tildelt, brug gerne to forskellige kilder, den ene kunne fx være danmarkshistorien
Skriv en kort præsentation af de biografiske forhold samt hvad denne konge udrettede i sin regeringstid, hvad huskes han for
Tegn enten tegningen her fra bloggen eller find selv et alternativ - Vi mødes igen på Zoom kl. 10.45 og aftaler, hvordan I skal fremlægge Jeres respektive konger for hinanden i morgen fredag
- Tysk kl 11.15 for Hold I
– HOLD II HAR IKKE TYSK I DAG!
God fornøjelse!
Kærlig hilsen Merethe










