Overgangen fra middelalder til renæssance
Jeg har lidt problemer med at uploade videoen, og da I jo skal have noget at rive i her fra morgenstunden, sender jeg i stedet noget tekst, som jeg vil bede Jer læse igennem et par gange og derefter skrive egen tekst om.
Som I jo ved, så kaldes perioden efter Romerrigets fald i år 476 frem til begyndelsen af 1400-tallet for middelalderen. I disse cirka tusind år voksede munke- og klostervæsenet frem i Europa og efterhånden som troen bredte sig, blev den katolske pavekirke stærk og rig og dermed en meget vigtig magtfaktor. Måske husker I fra historie i 6. klasse også noget om adel- og ridderstanden, om sygdomsepidemier, religionskrige og kæmpe kirkebyggerier, om kætteri, overtro og heksebrændinger, en på mange måder mørk og skræmmende tid.
Men så skete der pludselig noget i begyndelsen af 1400-tallet i Italien, som fik en kæmpe betydning for de efterfølgende 200 års værdier og livssyn, og det skal I høre om nu.
Situationen var den, at da muslimerne i 1451 erobrede Konstantinopel, den by i Tyrkiet, der i dag hedder Istanbul, flygtede en hel masse lærde mennesker til Europa for ikke at skulle leve eller blive dræbt under det tyrkiske overherredømme. Og mange af disse lærde bosatte sig i Italien.
Disse veluddannede mennesker talte både græsk og latin, og de havde en stor viden om oldtidens græske kulturliv og det gamle Rom. De var vidende om skulptur, billedkunst, arkitektur og perspektivtegning, men også filosofi og talekunst, og den viden bragte de nu med til større italienske byer som Venedig, Milano, Firenze og Rom, hvor de slog sig ned for at leve.
Og selv om det kan lyde mærkeligt for os, der i denne tid kæmper for at holde flygtningene væk fra Europa, så var italienerne parate til at tage imod disse flygtninge og lade sig inspirere af deres viden om antikkens idealer og værdier.
Når historikere ser tilbage og forsøger at regne ud, hvorfor dette kunne lade sig gøre, så kan de se, at der i begyndelsen af 1400-tallet i Italien skete et stemningsskift. Det var som om befolkningen pludselig en dag vågnede op og besluttede sig for, at nu kunne det være nok med middelalderens skræk og mistro, nu ville de udskifte tro og overtro med noget, de kunne stole på, noget der kunne bringe dem sammen og videre i livet. Og er der noget, som vi mennesker kan stole på, fordi det altid er det samme, uanset hvad man tror eller ikke tror, så er det matematikken og naturlovene, og pludselig opstod en interesse for den jordiske, naturlige verden, for videnskaben og for mennesket i sig selv, ikke som en synder men som et individ med talenter og muligheder. Det var som om et lys blev tændt og langsomt begyndte at fortrænge middelalderens mørke.
Så dette var den scene disse lærde flygtninge trådte ind på, og italienerne var så parate til at udskifte pest og pave med gamle potteskår og gulnede manuskripter, og de studerede den græske mytologi og det latinske sprog, og de lod sig opsluge af billedkunst, antikkens skulpturer og arkitektur og især naturens skønhed. De kastede sig ud i at male naturen, som den var og så ud, og ligesådan med mennesket. Væk med middelalderens yndlingsmotiver med Maria med Jesus på armen på en guldbelagt baggrund og engle i andagt, og ind med mennesker af kød og blod, med individualitet og følelser portrætteret i virkelig situationer.
Renæssance betyder genfødsel, og gennem oldtidens idealer og menneskesyn blev middelalderens menneske genfødt ind i en ny tid, hvor den enkelte kunne træde ud af middelalderens anonymitet og blive sig selv. Og hvordan det videre gik for sig, skal vi høre om i morgen.
Dagens opgaver:
- Tegn eller mal et landkort med Italien i centrum, husk at få Konstantinopel med!
- Skriv din tekst om overgangen fra middelalder til renæssance
- Tegn Spydkasteren
God arbejdslyst
Klik på billedet for at se det i stort format.








